Det bevidste parforhold

Jeg er optaget af det jeg kalder det bevidste parforhold. Mødet mellem to, der tager de relations traumer alvorligt, som vi alle bærer på. For vi er alle ramt af vores opvækst. Det er normalt.   

Fordi barnet bliver det, dets primære kærlighedsrelationer enten kan elske eller holde ud. Der er en myte om, at alle forældre elsker deres børn. Sandheden er, at nogle gange handler det om at være det, den anden kan holde ud. Fordi kærligheden kan være så betinget, at den er uopnåelig. En illusion.

Barnet vil dog altid tro, at det er ”det barn, ikke engang en mor kan elske”. Eller far. Og vil klippe og skære i sig selv, for at blive netop det, forældrene kan elske eller holde ud. Det har vi alle gjort. Blevet det nødvendige og fraspaltet alt det, der ikke kunne elskes eller holdes ud.

Der får vi rum i os selv, vi ikke kan elske. Fordi vi lærer at elske os selv, gennem de kærlige øjne andre møder os med. Og, som vi ikke kan møde os selv med.

Fraspaltningen af store dele af os selv, koster grundfølelsen af at være værd at elske. Des mere vi har måttet skære os til. Des mere betinget kærligheden har været. Des mindre der kunne holdes ud. Des mindre er vi blevet. Der mister vi kontakten ind i store dele af det vi er. Og kærlighed er kontakt. Intet andet. Kærlighed smerter aldrig. Tab af kontakt smerter.

Jeg tror på individuation. Og på at nogle har et stærkere instinktivt individuationspres end andre. Individuation er et indre pres mod at genskabe helheden. Trække alle de sider af os selv hjem, som vi ikke kunne være, i kontakten med vores primære kærlighedsrelationer. Det kan være at turde være for meget, krævende, larmende, stor, lille, dum, besværlig, sølle, uren osv. Steder hvor vi har følt os forkerte og uønskede. Uelskelige.

Når vi går ud i verden, er vi det, vi har lært vi skal være. Der hvor vi får positiv kontakt. Men ensomheden, følelsen af tomhed, sorg under hud og en gennemgribende mangeltilstand, larmer i korridorer af sindet. Vi bliver søgende. Efter kærligheden uden for os selv. Men møder skuffelse på skuffelse. Afvisning på afvisning. Det bliver aldrig godt nok.

Fordi det ikke tages alvorligt, at det vi ikke kunne løse med vores primære kærlighedsrelation, vil vi komme til at forsøge at løse, med en nuværende kærlighedsrelation. I stedet leder vi efter paradisderømme om prinsen på den hvide hest, hvor alt kun er godt. Vi leder efter det harmoniske, evige enige, overensstemmende, hvor der ingen smerte, afstand og tvivl er.

Virkeligheden er dog, at kærlighed der healer sår er snasket, desperat, smertefuldt og voldsomt. Netop fordi det kaster lys ind i alle de rum, vi har lukket i os selv. Fordi de ikke kunne elskes. Eller holdes ud.

Og her kommer det bevidste parforhold ind. Forholdet, hvor begge ved og ærer, at det er det der kommer til at ske. Sådanne healende parforhold kan føre til den dybeste soulmates forhold. Eller til woundmates, hvor man gnider de indre sårede børn, større og større, så de kommer råt for usødet til udtryk. Og river forholdet itu.

Når der er et stærkt individuationspres mellem to. Kan det føre til det, jeg kalder ”kærlighed på trods”. Det er det tætteste vi kommer på ubetinget kærlighed, mellem voksne ligeværdige mennesker. Ubetinget kærlighed hører kun til mellem forældre og børn. Mellem voksne fører det til usund afhængighed, hvor man ofrer sig selv, og måske endda sine børn, for at bevare forholdet, da man ikke kan klare sig uden den anden. Præcis ligesom barnet ikke kunne klare sig uden sine forældre og derfor ofrede sig for følelsen af, at være et barn, ikke engang en far kunne elske. Fremfor at se forældrene som de var. Med de mangeltilstande der var.

Sund afhængighed er en indre viden om, at jeg er følelsesmæssigt dybt afhængig af min kæreste, for at blive hel. At i hans kærlige øjne, der kan jeg blive transparens og vise de sider af mig selv, jeg aldrig før har turde lade nogle se. Og elske. Også selv om de er svære at holde ud. For i kærlighed på trods, elsker vi den anden. På trods af, at vi ser alle de grimme, snaskede og forfærdelige sider.

Det kræver et. Selvansvarlighed. At jeg tager ansvar for, hvordan disse sider kommer til udtryk. Så de ikke gør fortræd. Hverken mig selv eller den anden. At jeg tillader mig selv at fylde for meget. Uden at dette bliver destruktivt. Dertil en viden om, at den anden aldrig intentionelt vil gøre mig fortræd, hvis det sker. Eller rettere, når det sker. For når vi healer på de store klinger. Både personlige traumer, transgenerationelle traumer og kollektive traumer, så vil det gå galt.

Det er en del af healingen. At opleve at kærligheden kan bære dette. At den grundangst omkring at blive forladt, ikke forstået, ikke set, ikke elsket, ikke holdt ud. Der ligger bag den oprindelige fraspaltning, ikke viser sig som en selvopfyldt profeti. Men derimod genererer nye erfaringer.

Her er bevidstheden alt afgørende. Fordi tillid is an inside job. I barndommen kan vi skabe trygge rammer omkring vores børn, så de gror indre tillid. Det sker gennem tilstrækkeligt ydre pres, samtidig med at barnet oplever relationel kontakt og støtte. Altså et kærligt nærvær. De steder vi har fraspaltet i os selv, har der ikke været det nærvær, men i stedet tomhed eller endda forkastelse. Det betyder, at der ikke er tillid til, at vi kan elskes eller rummes, de steder. Når disse steder så træder frem fra mørket, i en voksen kærlighedsrelation, følges de af barndommens mistillid til den anden. Samt ofte følelsen af, at være alene der.

Der kan vores traumeresponses rive alt fra hinanden. Fordi vi genskaber barndommens reaktioner på manglende kontakt eller forkastelse. Nogle kæmper, andre flygter. Nogle går i frys. Andre bliver søde eller pleasende. Eller går ind i kollaps (hvor behov og grænser falder sammen inden i en). I et bevidst forhold kastes der lys ind i, hvilke kaniner vi trak op af vores hat, for at overkomme præcist de betingelser, der lå omkring vores daværende kærlighedsrelation. Hvis vi mødes i kampen eller kollapset, med en kærlig kontakt, kan vi skabe et nyt erfaringsgrundlag at elske os selv og den anden, på.

Galt går det, når vi genskaber fortiden. Præcist som den var.

Fremfor at kaste lys, tage ansvar og føre bevidsthed ind, de steder der kalder på kontakt. Det er virkelig en balanceakt. For to. Præcis lige som tango. For man kan ikke genskabe helheden alene. Præcis som tango kræver to.

To der formår den rejse sammen, vil vokse ind i kærlighed på trods. Følelsen af, at være elsket, præcis som man er. Også de grumme, kiksede, sølle steder. Der handler det ikke om at redde den anden eller om at elske krigen ud af den anden. For det kan man ikke. Men om, at komme til sig selv, sammen med en anden.

Det handler om at lære at række ud, der hvor man lukker sig. At tale der, hvor man lukker sig. At stilne krigen i sig selv, der hvor raseriet er ved at overtage. Og stå tydeligt. For sig selv og den anden. Lære sammen. Fejle sammen. Elske sammen.