Mænds mandemørke og det sårede feminine

Jeg er optaget af mændenes mandemørke. Der hvor deres kollektive sår og traumer ligger. Fordi så mange mænd er ramt.

I min egen rejse som kvinde har jeg i mit kvindemørke mødt angsten for ikke at være god nok... den har revet mig rundt i manegen, med slankekure, overforbrug og sexualisering af min krop. Samt at fokusere på andre, fremfor mig selv. For der fik jeg illusionen om at være god nok. Jeg mærker tiltagende, lever tiltagende, i at hvile i den sensuelle eroskraft, hvor kroppen er nydelse. Hvor jeg er der sammen med andre.

I mit arbejde med mænd ser jeg, at deres mørke rummer angsten for ikke at være den bedste. Den der vinder, har den dyreste bil, den smukkeste kvinde. Den største penis. Der ligger uendelig konkurrence. Der ligger et kæmpe overforbrug. Følelsen af, at der ikke er nok til alle. Det jeg bemærker er, at mange mænd er kommet til at forveksle anerkendelse og kærlighed. Anerkendelse får vi når vi er stærke. i kontrol og rene. De tre dimensioner i skam. Svaghed, kontroltab og det urene. Jeg tror mændene skal lære kærlighed. At kærlighed også elsker der, hvor der er sårbarhed, man ikke har styr på alt og måske har lyst til at begrave snuden i kvinders kønsbehåring.

Og mændene er afhængige af os kvinder der. Til at elske dem, der hvor de ikke tror de er elsk-værdige. Og vi kvinder er dybt afhængige af at føle os gode nok i mændenes øjne.

Det er vigtigt. For ellers vil mænd ofre sig selv, for at få den anerkendelse. De er afhængige af. Fordi de tror det er kærlighed. Der vil unge mænd affinde sig med sexuelle overgreb, fordi det er prisen for at være med der. Hvor anerkendelsen findes. Der er der ingen kærlighed til selv. Det bliver koldt, kynisk.

Kvinder bærer også sår. Modersår og fadersår. Sår fra mænd, mødt på deres vej. Det gør mænd også. Sårede mennesker. Uanset køn.Mange mænd må, i mødet med det sårede feminine, står til ansvar for disse sår. Beredt af andre, før dem. Fordi det sårede feminine mister kontakten ind i eget kraftlag. Det bliver usundt afhængigt og sultent.

Der hvor manden ikke kan stå i sin kraft. Fordi den vil være krænkende i mødet med det feminine sårbare. Der må en mand reducere sig. Til det omsorgsfulde og beskyttende. Det faderlige. For at kvinden ikke føler sig såret. Det kastrerer mænd. Og kaster deres lyst, kraft og styrke ind i mørkeland. Hvor det bedriver meget ondt.

Jeg er optaget af, at vi som kvinder har ansvaret for at tage vare på vores eget sårede feminine. Det gør vi ved at betræde de rum i det feminine, der er blevet undertrykt i århundrede. Sammen med andre kvinder. Rummet, hvor vi ikke kan såres. Hvor værdigheden bor. Hvor en mand kan komme stærkt til udtryk. og tåles af det feminine.

De kollektive og transgenerationelle sår der bor i det feminine, gør det sårbart. Overfor mandens kraft og styrke. Vi må, begge køn, tage ansvaret for det der Bor i os. Og som kommer fra tiderne før os. For ellers fanges vi af at være ofre eller krænkere.

Ud af skyld, skam og skuffelse. Ind i ligeværd, kraft, ansvar og konsekvens.

Jeg mærker så tydeligt når jeg trigges af ham. Men ved også, at det ikke handler om ham. Men om at jeg bærer det sårede feminine. Det vil jeg ikke føre ind i mødet med ham. For der reducerer jeg ham. For at jeg kan elske ham. Det ønsker jeg ikke. For der reducerer jeg mig selv. Til noget såret. Virkeligheden er at kraften ikke kan røres. Den kan ikke mistes eller skades. Kontakten til den kan skades. Men genoprettes. Det er min opgave og mit ansvar. Sammen med andre kvinder.

Jeg elsker denne tid, for det vælter ind med mænd på kurser og retreats. Der laves mandegrupper. Som jeg har kvindecirkel. Fordi vi kan heale sammen. Men også med hvert vores køn. Begge dele på en og samme tid…